Mød vores virksomhedspraktikant Marianne Spanggaard - Relationsfabrikken

Mød vores virksomhedspraktikant Marianne Spanggaard

Det handler om gode fortællinger 

Relationsfabrikken giver læring og viden

Få et overblik over hvad der sker hos Relationsfabrikken

Mød vores virksomhedspraktikant Marianne Spanggaard

I Relationsfabrikken har vi den seneste måneds tid haft fornøjelsen af at have Marianne Spanggaard med ombord på fabrikken i et praktikforløb, hvor hun på yderst kompetent vis har kastet et blik på nogle kommunikationsmæssige opgaver som vi gerne vil have sat i søen. Marianne har været en fornøjelse at arbejde med og undervejs givet os masser af konkrete input vi kan tage med videre herfra.

Der skal herfra lyde de bedste anbefalinger til Marianne og vi håber at nogen i vores store netværk kan hjælpe hende videre i hendes erhvervskarriere.

Vi har herunder bedt Marianne fortælle lidt om sig selv.

Det handler om gode fortællinger

Vellykket kommunikation er langt mere end artikler, medlemsblade, nyhedsbreve og sociale medier. Vellykket kommunikation er den gode fortælling, der afspejler både indsigt og forståelse. Det leverer jeg som analytisk journalist. 

Jeg har en bachelorgrad i Litteraturhistorie og en kandidat i Analytisk journalistik. Jeg går undersøgende til værks, og evner at omsætte komplekse stofområder til specifikke målgrupper. Resultatet er velunderbygget og fængende formidling i alle afskygninger til alle platforme.

Den sidste måned har jeg været virksomhedspraktikant hos Relationsfabrikken. En måned, hvor jeg har fået indblik i et solidt netværks store styrker. Jeg har været med til netværksmøder, og måske allerede mødt nogen af jer derude. Derudover har jeg produceret tekster og artikler til Relationsfabrikkens kanaler, hvor jeg har kombineret min journalistiske og formidlingsmæssige erfaring med min litterære baggrund ved at forbinde klar formidling med en sans for sproglig detaljerigdom.

Jeg ser mig selv som en uformel medarbejder, der hverken er bange for at stille spørgsmål eller modtage konstruktiv kritik, og som ikke gør noget halvt. Jeg ved langt fra alt på forhånd, men jeg bidrager med et ukueligt gåpåmod og en umættelig nysgerrighed. Min erfaring rummer alt fra modejournalistik, kulturarbejde, litteraturformidling til design og produkttekster. Og jeg gør en dyd ud af at spotte den gode historie, hvor end den så findes. 

Som menneske siger jeg sjældent nej til en udfordring. Jeg har derfor vandret 790km tværs over Nordspanien med sokker i sandalerne i hedebølge, nørdet, brygget og serveret kaffe på en af Danmarks bedste kaffebarer, vundet en chilispisningskonkurrence på ren stædighed, spist lådne fugleedderkopper i Cambodia, og danset erindringsdans i forbindelse med en reportage om demens. I dag havde jeg dog nok sprunget over edderkoppen. 

Jeg leder fortsat efter arbejde. Og jeg håber en af jer, kan hjælpe mig videre.

De bedste hilsner

Marianne Spanggaard 

  • Kom med som gæst!

    Du kan altid prøve at komme med til et møde, og se om det kunne være noget for dig hos Relationsfabrikken.