”En ekstra far” og flotte tal på bundlinjen

Udvikling og masser af nye ideer med Erhvervsnetværk i Relationsfabrikken

Relationsfabrikken giver læring og viden

Få et overblik over hvad der sker hos Relationsfabrikken

”En ekstra far” og flotte tal på bundlinjen

Rasmus Buch står bag virksomheden Buch Construction og kan snart fejre 3-årsdag med Relationsfabrikken. Selv om der snart er gået tre år, bliver han stadig ved med at få udbytte af sit netværk. Og glæden ved at møde op hver anden tirsdag er bestemt ikke blevet mindre med årene.

I 2014 stod Rasmus Buch med en nystartet virksomhed. Og som en meget social person, bliver man hurtigt meget alene som selvstændig. Så da det private netværk pludselig banede vejen til netværksgruppen Relationsfabrikken Århus 1, var der kun én mulighed: at blive medlem.

”Jeg var mest af alt nysgerrig, og så har jeg altid været meget social og elsker at møde nye mennesker. Så det var en oplagt mulighed for mig at komme med i netværket både på det professionelle og det personlige plan”, siger Rasmus, der altid har glædet sig til at komme til netværksmøderne. Som ny i netværket havde han store forventninger til, hvad han ville få ud af det. I dag har han, efter eget udsagn, ikke fået det ud af netværket, som han havde forventet. Men til gengæld har han fået meget mere end forventet: ”Man forventer ét og får noget andet igen. Men mine forventninger er så rigeligt blevet opfyldt”, siger Rasmus.

Sin egen største bremseklods

Netværksmøderne er ikke hverken en sovepude eller et pauserum for den unge iværksætter. Tværtimod tager han møderne meget seriøst. Til hvert møde sørger Rasmus for at forberede sig godt og dukker aldrig op uden minimum ét punkt på dagsordenen. Hvis han ikke har noget på hjerte til det pågældende møde, kan han altid sige tak for hjælpen for det ene eller det andet til sine netværksvenner. For det er, hvad det er. Flere af gruppemedlemmerne er gået hen og blevet til gode venner for Rasmus.

”Man bestemmer selv, hvad man vil have ud af netværket. Man skal bare selv gøre noget aktivt og investere i netværket, ellers får man ikke noget tilbage den anden vej. Jeg er min egen største bremseklods. Det er kun mig selv, der kan holde mig tilbage. Netværket giver dig det, du vil have, hvis du vil have noget, og hvis du er villig til at gøre en indsats for det”, forklarer Rasmus.

Går ind ad bagdøren

Rasmus lægger på ingen måde skjul på, at han er begejstret for de relationer han hele tiden bliver ved med at bygge op gennem Relationsfabrikkens netværk. Det åbner en masse døre, der nok ikke ville været blevet åbnet, hvis det ikke var for netværket. Han forklarer, at man fra starten af, er foran på point, hvis man eksempelvis har lagt billet ind på en opgave i forbindelse med en relation fra netværket. I stedet for at gå den lange, seje vej ind ad fordøren som alle de andre, sniger man sig ind gennem bagdøren, fordi man allerede har skabt nogle relationer. Og det er dét, der betyder noget i erhvervslivet.

Udvikling og masser af nye ideer

Ifølge Rasmus er der ingen tvivl om, at Buch Construction ikke ville være der, hvor det er i dag, hvis det ikke var for Relationsfabrikkens netværk.

”Jeg får rigtig mange inputs og ideer, som jeg helt sikkert ikke ville være kommet på selv, men som jeg jo sagtens kan udføre. Det er bare det der med at komme med ideerne. Jeg har flere personer, jeg bruger som mentorlignende forbilleder – en slags ekstra far, kan man godt kalde det”, siger Rasmus om sine nu både professionelle og personlige venskaber, og han afslutter: ”Hvis ikke jeg havde været med i Relationsfabrikken og fået det store netværk, havde min virksomheden været langt mere konservativ, og den havde slet ikke udviklet sig til det, den er i dag”.

  • Kom med som gæst!

    Du kan altid prøve at komme med til et møde, og se om det kunne være noget for dig hos Relationsfabrikken.