Du behøver nødvendigvis ikke en målsætning for at netværke - men du skal have et fokus! - Relationsfabrikken

Du behøver nødvendigvis ikke en målsætning for at netværke – men du skal have et fokus!

Det vi gi'r fokus, gi'r vi liv

Relationsfabrikken giver læring og viden

Få et overblik over hvad der sker hos Relationsfabrikken

Du behøver nødvendigvis ikke en målsætning for at netværke – men du skal have et fokus!

Hvordan måler du succes i din virksomhed? Ja, det kan være direkte på de sorte tal nederst i regnskabet; det kan være på medarbejdernes tilfredshed eller – hvis vi taler om sport – resultater og placeringer. Men en succes kan også være et overraskende fremskridt eller en stærk præstation, som ikke nødvendigvis boner ud på bundlinjen med det samme.

Hvordan måler du så succes i dit netværk? Ja, det er umiddelbart sværere. For selvfølgelig kan omsætning og øget forretning være udtryk for succes, men det er sjældent hele billedet. Tværtimod er der en masse faktorer, der bidrager, og nogle af dem er svære at forudse og endnu sværere at måle.

Når du skal evaluere og/eller lave en målsætning for dit netværksarbejde, anbefaler vi derfor altid, at du ser hele billedet. Mere præcist: At du ser på billedet som et puslespil, hvor brikkerne kan have forskellig størrelse, og hvor alle er nødvendige for at gøre billedet fuldendt.
Samtidig er det et puslespil, hvor brikkerne konstant kan ændre størrelse. Måske går du ind i netværket med en skarp målsætning om x antal ordrer og en øget omsætning – et år senere viser det sig, at du både personligt og professionelt har fået så meget menneskeligt ud af det, at økonomien pludselig fylder meget lidt i det samlede billede.

Vi er ikke ude på at fjerne fokus fra omsætning, men vi vil blot understrege, at udbyttet af dit netværk som regel er langt mere end blot økonomisk. Personlig udvikling, sparring og gode råd, nye kontakter og nye samarbejdspartnere, diskussioner og oplevelser – det hele er en del af puslespillet, og der er ikke to netværkere, der har præcist samme udbytte.

Samtidig – når du skal evaluere dit netværk – vil du måske opdage, at dit fokus og din oprindelige målsætning ikke har fulgtes ad. Du kan have haft en forestilling om en bestemt omsætning, men i løbet af året bliver fællesskabet og samspillet i gruppen ganske langsomt den vigtigste årsag til, at du møder glad op hver gang.
Du kan sammenligne det med at gå ind i en butik med det klare formål at købe et par nye bukser. 20 minutter senere går du tilfreds ud med to nye skjorter i bæreposen. Du gik ind efter én ting, men kom ud med noget andet, du ikke anede, du manglede.
Det er sådan noget, et godt netværk kan: Flytte rundt på dine planer og forventninger uden at lade dig gå skuffet hjem.

Målsætninger kan være gode, men hvis du har blikket lidt for skarpt rettet ind på målsætningen, overser du nemt en masse andre muligheder, som dit netværk kan give dig. I stedet anbefaler vi, at du vælger hvilken brik i puslespillet, du vil have fokus på i den kommende periode. Handler dit fokus om forretning og omsætning – godt, så skal du have søgninger med til hvert møde (ja, vi mener hvert møde!). Handler det om personlig udvikling, skal du finde de personer i netværket, der kan aflæse og udfordre dig bedst. Har du fokus på forretningsudvikling og sparring, skal du planlægge kaffemøder med dem, der kan bidrage netop her.

Det er nemlig sådan, at det, vi giver fokus, giver vi også liv. Hvis du beslutter dig for ét fokusområde, vil du automatisk styre din indsats og dit fokus i den retning og dermed øge dine chancer for succes.
Hvis du samtidig melder ud til resten af netværket, hvad dit fokus er, øger du dine chancer endnu mere. For det første bliver de alle opmærksomme på det og kan hjælpe dig; for det andet er det en psykologisk sandhed, at når du først har sat ord på dine tanker, bliver du selv mere forpligtet. Du vil kort sagt opleve, at du får hjælp til at holde og styrke dit fokus – og så kommer forretningerne ofte helt af sig selv i kølvandet.

  • Kom med som gæst!

    Du kan altid prøve at komme med til et møde, og se om det kunne være noget for dig hos Relationsfabrikken.